Hvis du ikke vidste, hvem Simone Biles var før OL i Tokyo i 2021, så gør du det sikkert nu. Biles skabte overskrifter over hele verden, ikke for hvad hun gjorde under OL – men for hvad hun ikke gjorde.
Den 24-årige amerikanske gymnast, der har vundet flere medaljer ved internationale konkurrencer end nogen anden gymnast, overraskede hele verden denne sommer, da hun trak sig ud af flere olympiske begivenheder på grund af følelsesmæssig stress.
Hendes valg fremhæver en kulturforandring, hvor det at vinde for enhver pris, hurtigt taber terræn til mental trivsel og velvære. Sådanne handlinger har en domino effekt som rækker ud over sportsverdenen – og mange virksomheder er begyndt at mærke dette.
Den gamle tankegang
Biles historie er ofte blevet sammenlignet med historien om den amerikanske gymnast Kerri Strug. De to historier illustrerer de skiftende holdning til og øget betydning af mental trivsel og velvære.
I OL i Atlanta 1996 skubbede Strugs træner hende til at rejse sig og springe over hesten igen, efter at hun havde knust sin ankel på en dårlig landing.
"You can do it!" var ordene (eller kommandoen afhængigt af, hvordan man ser på det), der gik forud for, at Strug kastede sig over hesten, foretog en perfekt landing, hilste dommerne og faldt sammen i smerte. Holdet vandt guld, men Strug konkurrerede aldrig igen.
I årevis derefter blev Strug og hendes træner forgudet. Deres kombinerede præstation var en perfekt demonstration af 80'ernes og 90'ernes "can-do" (eller mere præcist "must-do") attitude. Strug kæmpede og vandt for enhver pris, og hendes træner sørgede for at presse hende til (og over) grænsen.
Og denne attitude var meget typisk i mange sektorer, hvor man ofrede sig selv for at blive mester, og alt andet blev betragtet som svagt eller en fiasko.
Men denne tankegang begynder at ændre sig.
Den nye tankegang
Nogle år senere, i et lignende afgørende øjeblik som Strug, tog Biles et helt anden valg.
Hun forklarede senere, at hendes krop ikke lyttede til hvad hendes sind sagde at den skulle gøre. Så, for sin egen sikkerheds skyld, besluttede hun sig for at trække sig ud af konkurrencerne. Med andre ord, så værdsatte hun sit eget velbefindende frem for medaljer.
Biles er ikke den første til at træffe et sådan valg. Tennisspilleren Naomi Osaka trak sig også fra French Open i juni for at beskytte hendes mentale helbred.
De valg, som disse højt profilerede atleter træffer, har været med til at starte en dialog om hvor grænsen for uselviskhed skal trækkes, hvad enten det er i sportsverden eller i din virksomhed.
En undersøgelse af eliteidrætsudøvere fandt faktisk ud af, at konkurrenter med en ”win-no-matter-what” filosofi havde lavere niveauer af livstilfredshed end deres jævnaldrende og højere niveauer af angst og depression.
Virksomhederne lytter
Historier som disse sker ikke kun i sportsverdenen. Selvom de fleste af os måske ikke følges af verdenspressen, vil mange kunne nikke genkendende til lignende situationer på arbejdspladsen. Så det er ikke underligt, at disse historier har givet så stor genklang.
Selvom nogle måske har kaldt Biles for egoistisk, hyldede de fleste hendes handlinger. Ifølge Mashable, fortæller data fra Reputation, et firma der indsamler og analyserer forbrugerfeedback fra digitale platforme, at langt de fleste delte og syntes godt om artikler og opslag der støttede hendes valg.
Og dette attitudeskifte er ikke gået ubemærket hen for nogle større virksomheder.
I august gav Nike sit hovedkontors personale en uge fri til at ”afstresse". De opfordrede medarbejderne til at glemme sit arbejdsansvar for at forbedre deres mentale sundhed.
Tidligere på året forbød den globale investeringsbank Citigroup arbejdsvideoopkald om fredagen, for at hjælpe medarbejderne med at løsrive sig fra "nådesløsheden af pandemiens arbejdsdag" og udpegede den 28. maj til en feriedag i hele virksomheden.
Men er sådanne engangsbegivenheder nok til at sikre medarbejdernes mentale velfærd på længere sigt?
Det er kulturen, der tæller
Selvom initiativerne fra Nike og Citigroup er velkomne, argumenterer mange velværeeksperter for, at det er det generelle system og vores kultur, der former vores valg og adfærd - og derfor vores velbefindende.
Norwegian Business School BI udførte en analyse af 72 undersøgelser, der involverede over 80.000 deltagere, for at konstatere, at medarbejdere i organisationer med mindre hierarkiske indstillinger, der havde mentorprogrammer eller andre menneskelige ressourcer til at understøtte deres sundhed og ydeevne, rapporterede om højere trivsel.
I mellemtiden siger forskere ved The Wellbeing Project at ledere, der ikke kun går ind for og opfordrer til egenomsorg, men som aktivt engagerer teammedlemmer til at give deres input til trivsel på arbejdspladsen, skaber sundere og mere effektive organisationer:
"Når ledere og ansatte står sammen i deres egen menneskelighed og skaber en kultur af trivsel, er de mere rustet til at opfylde deres mission."
Sådanne miljøer giver medarbejderne mulighed for at føle sig trygge ved at sætte deres egen mentale og fysiske sundhed først.
Støtten til atleterne kom fra millioner af mennesker, og det er de samme mennesker som sandsynligvis vil sætte nye krav om at beskytte deres eget velbefindende - uanset om det er på en atletik bane eller på arbejdspladsen.
Erhvervsledere bør derfor forsætte med at holde et skarpt øje med disse tendenser.
